Om Sejer

Sejer og far Enzo

Hvordan vi valgte ham:

For ti år siden boede vi et sted, hvor naboen- en restaurant i Svendborg -netop havde fået nye ejere. Det blev vores skæbne, hvad angår Berner Sennen hunde. Restauranten var blevet solgt og ind flyttede et ungt par med den mest bemærkelsesværdige hund. Det unge par havde arbejdet som kokke i Schweiz og var faldet for racen. Hunden hed Ludvig! Han var et køkkenopdræt fra Salling et eller andet sted, og han var det elskeligste dyr for alle der kendte ham. Han havde et blåt og et brunt øje, gik aldrig med snor, han vidste præcis, hvor der var en usynlig streg med ”forbudt at overtræde” i flisekanten og han elskede at blive nusset på maven, men han lå med alle fire stænger i vejret. Han lå udenfor restauranten og så på livet der gik forbi ham, og derved fik han hurtigt mange hilsevenner i byen.

Der gik selvfølgelig heller ikke mange dage før vores søn på dengang 10 år var ”ansat” som hundelufter for en femmer pr tur. Når der var travlhed på restauranten, kom Ludvig også på aften/natophold hos os, snart var han vores ”låne” hund og da han til sidst døde, da han var omkring 10 år, var der tårer i spandevis i begge familier.

De unge kokke fik efter sørgetiden en anden hvalp, Ferdinand, som ligeledes fik sit andet hjem hos os. Han charmerede os i den grad, så de sidste fornuftsargumenter (for hvorfor man ikke skal ha en hund) i vores familie faldt helt fra hinanden. Vi MÅTTE SIMPELTHEN OSSE HA´EN HUND.

Vi blev skrevet op ved hvalpeformidlingen i Bernerklubben og sidst på året blev vi ringet op, NU var der hvalpe i Middelfart! Som så ofte i menneskers liv, troede vi at vi skulle styre det lidt, det var vel bedre hvis det havde været sommer, men på den anden side kunne der ikke ske noget hvis vi tog op og kiggede, det havde vi hørt at man burde gøre, opdrætteren skulle man lære at kigge efter i sømmene og man skulle ikke købe den første den bedste osv ……

Hvem der kiggede hvem an, står hen i det uvisse, vi var i hvert fald helt sikre på hvem vi gerne ville have, nemlig at få ”ham med den sorte tissemand”, som lå og sov under stort set hele vores besøg. Det viste sig at være Aslaugs Maximum,

-Aslaug’s Maximum

21133/2004

HD A/A

AA 0/0

som i dagligdagen kaldes Sejer- (opkaldt efter navnet på et vognmandsfirma hvis navn vi så på en lastbil på E20 på vej til Middelfart, en dag vi skulle op og besøge vores livs nye omdrejningspunkt).

Han er en kulsort han, med meget mørke øjne og et fuldstændig godmodigt sind, han kan både snakke og alt muligt andet og er familiens stolthed og glæde

Sejer som lille:

Sejer var en forsigtig hvalp, han skulle have meget ros og meget lidt ynk. Heldigvis kunne vi have ham med på job og gradvist lære ham at være alene osv. Han er idag en meget blid hanhund, der finder sig i meget fra andre hundes side, han mangler alt hvad der hedder aggressivitet, nogle gange er det faktisk svært at se hvor lidt han “bider fra sig” over for andre hunde. Til gengæld er vi helt ubekymrede over for mødet med børn og han er er ovenud overstrømmende glad for andre hunde, der signalerer “fred og fordragelighed” . Den anden kategori går han udenom. Han vil i det hele taget meget gerne sige “daw” til sin omverden og går glad sin verden i møde.Når han har fået det kontakt han gider, går han væk fra såvel mennesker eller hunde, ikke noget med at være klistrende kontaktsyg.

Avlsgodkendelse:

Sejer blev avlgodkendt omkring juletid 2006 og nytårsaftensdag parrede han med Sigi. Hun blev drægtig.Kort tid efter kom Sigis søster Chili på et visit, som endte med en parring på stedet. Hun blev også drægtig og vi tror der er mindst tre hvalpe- måske flere på vej i Jylland

Og i febr har han parret med smukke Mitchi. Vi venter spændt på resultatet….

Billedet viser Sejer og hans far Enzo- de ligner hinanden meget. Hvordan Sejers hvalpe falder ud vil tiden vise.